Min evige kamp mod de kvælende krav

 

Kender I det, når man føler, at der bliver stillet krav til en? Krav, som man føler, man ikke kan opfylde?

Efter folkeskolen skal du på gymnasiet, så skal du på universitetet og tage en bacheloruddannelse. Efterfølgende en kandidat. Fordi det er det rigtige? Men helt ærligt. Hvem bestemmer det? Hvem er det, der opstiller grænserne for, hvad en person skal kunne og ikke kunne.

Lige meget hvilket felt, man arbejder indenfor, vil der altid være en eller anden form for krav eller regler, som man måske ikke er sikker på, man kan udfylde. Dette lægger et pres på mennesket, og det kan være svært at finde mening i forhold til, hvor livet egentlig fører en hen. Hvad blev der af de dage, hvor man kom hjem fra skole, hyggede med sine venner og bare slappede af?

Der er så mange ting, man skal have styr på hele tiden. Hvis det ikke er en masse lektier, opgaver, der skal skrives, eller projekter, der skal tilrettelægges, eller det arbejde, der gør, at man har råd til at betale for den lejlighed, man bor i, så man ikke skal pendle hele dagen, hver dag, og faktisk har en chance for bare at være en lille smule social med de venner, man har været så heldig at få i den by, man nu er flyttet til.

Og hvad med de situationer, hvor man kommer til en jobsamtale, og de forventer, at man har en femårig uddannelse fra universitetet, syv års erfaring fra arbejdsmarkedet og er 25 år gammel. Er der nogen, der kender svaret på den ligning?

 

Nogle gange spørger jeg mig selv: ”Hvor kommer de her krav og regler fra? Hvem er det, der bestemmer?”, og jeg når altid frem til samme svar. Kravene kommer fra mig selv. Jeg har en ide om, hvad der er det rigtige, og den ide har ofte stresset mig på dage, hvor kalenderen bare ikke har givet plads til det.

Noget af det mest grænseoverskridende, jeg har gjort, er at sige ”nej”. ”Nej” til en kandidatplads og simpelthen tage noget tid til at finde ud af, ”hvem Emilie egentlig er?” og ”hvad vil hun med sit liv?” Det der med lige at stoppe op og få noget perspektiv over det uddannelsesræs, som jeg havde kørende med mig selv. Jeg har prøvet at finde frem til nogle løsninger gennem det seneste år, som kunne gøre, at jeg ville være kompetent nok til at komme i det perfekte job uden at skulle gå arbejdsløs efter min endte uddannelse. Men jeg blev lettere stresset over, at jeg ingenting havde. Jeg havde ikke nogen kandidatplads. Jeg havde sagt mit arbejde op, som jeg egentlig heller ikke var så vild med. Jeg havde al den tid i verden, man kunne tænke sig og alligevel ikke tid nok.

En dag, hvor jeg sad derhjemme, kom jeg til at kede mig. Det gik op for mig, at jeg ikke havde noget at give mig til. Alle mine venner var enten i skole eller på arbejde. Jeg manglede noget, jeg kunne lave og gerne noget, som jeg brændte for.

 

Her tog jeg beslutningen om at begynde at udfordre mig selv og udforske arbejdsmarkedet, men der var stadig en usikkerhed, der sagde, at jeg måske ikke kunne finde ud af det. Jeg fik på daværende tidspunkt en praktikplads, som skulle give mig noget mere erfaring og lære mig, hvordan det var at have et ”rigtigt” fuldtidsarbejde. Min chef på praktikpladsen havde bygget hele sin virksomhed op fra ingenting til noget stort og var ikke bleg for at fortælle om sit liv og alt det, hun havde været igennem. Foran mig stod en person, der havde oplevet en masse forfærdelige ting, som ikke var bange for at tale om det, og som kunne vende det negative til noget positivt.

Jeg kunne se en del af mig selv i hende og begyndte at tænke: ”Hvis hun kunne komme ovenpå og opnå succes på baggrund af alt det, hun har været igennem, hvorfor skulle jeg så ikke kunne?”. Hun valgte at tro på mig og give mig chancen for at vise, hvad jeg var i stand til. Jeg tænkte, hvis hun tror så meget på mig, hvorfor gør jeg det så ikke selv?

Hun gav mig mod på at prøve nye ting, teste mine grænser og sige: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt”. Den her tilgang til arbejdet og det gåpåmod, hun havde, var så inspirerende for mig, at jeg begyndte at ændre mit syn på de krav og begrænsninger, som jeg stillede op overfor mig selv.

 

Jeg har vel altid været det, man nok vil kalde en tryghedsnarkoman, og jeg har haft svært ved at bryde med de rammer, der sagde, at der er en vej – nemlig den hurtige smalle vej gennem uddannelsessystemet mod et fuldtidsjob.

Men jeg har nu taget chancen og er hoppet ud i nogle nye ting uden at vide, hvad fremtiden bringer. Det er ikke sikkert, at det er det rigtige, men det er en chance, som jeg har været villig til at tage. Det er heller ikke, fordi kalenderen tillader særlig meget spontanitet nu. Til gengæld er den fyldt med ting, jeg elsker at lave. Ting, der virker rigtige i forhold til at få den fremtid, som jeg har drømt om, og som jeg vil have.

Jeg er nu startet på min kandidat, som ligger helt uden for det felt, jeg har arbejdet med før. Jeg har et job, jeg elsker, hvor jeg på samme tid får lov til at være social og beskæftige mig med noget af det, jeg brænder allermest for. Jeg er begyndt at synge en masse, hvilket giver mig energi og giver mig lysten til at være mig og lave alt det, jeg laver. Jeg er blevet frivillig i en organisation, hvor jeg også arbejder med noget af det, som jeg finder allermest spændende, men som ligger lidt udenfor mit kompetencefelt.

Men det skal ikke slå mig ud. Der var engang en ung pige, der sagde, at det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg sikkert – nogle gange skal man lægge krav og forventninger til side og tro på, at man har det i sig, der skal til.

 

Artiklen er skrevet af Emilie, der er frivillig ungerådgiver i headspace Aalborg.

Husk! Hvis du har det på samme måde som Emilie, og hvis du har brug for nogen at tale med, så er du altid velkommen i headspace. Du kan finde dit nærmeste headspace lige her.