Camilla om ensomhed: ”Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt”

 

Som barn drømmer man måske om at være helt alene i verden, for så kan man gøre alt det, der ellers er forbudt og farligt og spændende – ligesom ’Palle’, der en morgen vågner og opdager, at han er mutters alene i verden. I dag er der flere og flere unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig helt alene. Det gælder for eksempel Julie Larsen og Camilla Jørgensen, der hver især har kæmpet med ensomhed.

”Din tykke gris. Du må ikke være med.”

Ordene står indprentet og runger nærmest i Julie Larsens hoved.

Det var ikke første gang, at hun var blevet mobbet dengang. Julie havde sin lyserøde dunjakke på, da hun passerede skolegården. Helt alene. Det var drengene, der var efter hende. Igen.

”Jeg var den stille pige, der ikke turde sige noget. Det var mig, som alle altid grinte af, for jeg var stor og overvægtig,” siger Julie Larsen, der i dag er 27 år gammel.

Mobberiet har haft store konsekvenser for Julie Larsen, selvværdet har lidt et knæk, og Julie har i store dele af sit ungdomsliv og efterfølgende voksenliv kæmpet med sin ensomhed, og hun er langt fra alene. I dag er antallet af unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig alene, steget. Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017.

I 2013 svarede 8,1 procent af de 16-24-årige, at de ofte følte sig ufrivilligt alene. I undersøgelsen fra 2017 er den procentdel steget til 9,4 procent.

”Jeg havde ikke nogen venner at tale med i folkeskolen. Når jeg spurgte mine klassekammerater, om vi skulle lave noget sammen, så sagde de altid nej eller ’Det ved vi ikke. Det må vi lige se på,’ når jeg for eksempel spurgte, om vi skulle gå i vores lokale center sammen. Det endte altid med, at de i stedet tog hjem hos hinanden, og så måtte jeg gå i centret alene,” siger Julie Larsen og fortsætter:

”Jeg hadede at gå i skole – især i sjette klasse, hvor jeg begyndte at blive mere og mere alene. Jeg ville bare gerne hjem igen, lige så snart jeg mødte ind. Det var det eneste, jeg tænkte på.”

Alene om forældrenes misbrug

Camilla Jørgensen, der er 23 år gammel, har også bakset med sin ensomhed – som for hende også  kom frem for første gang i folkeskolen.

”Jeg gik i ottende klasse, da jeg mærkede denne kvælende fornemmelse af ensomhed. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i skolen, for mine klassekammerater bemærkede ikke, om jeg var der, når jeg nogle gange dukkede op efter et langt fravær,” siger Camilla Jørgensen.

Camilla Jørgensen er vokset op med alkoholiske forældre og hun vidste, at det var forkert, og at nogen burde have grebet ind for at standse forældrene i deres misbrug. Men der var ingen, der hjalp, og det, hun i virkeligheden bare ville, var at komme væk hjemmefra.

”Der var ikke nogen af de voksne på skolen, der gjorde noget, før kommunen sagde, at jeg skulle komme ned og se på et opholdssted, som jeg senere flyttede ind på. På det tidspunkt var jeg 16 år gammel. Fra da af begyndte jeg at have nogle voksne i mit liv, som kunne gøre noget ved de ting, som jeg fortalte dem om. Jeg havde ikke været der i ret mange måneder, før en af pædagogerne sendte mig forbi ungdomspsykiatrien, for jeg havde brug for mere hjælp. Jeg begyndte altså at have flere voksne omkring mig, som jeg kunne tale med,” siger Camilla Jørgensen.

Men for Camilla Jørgensen har det at råbe højt om, hvad grunden til hendes ensomhed skyldtes, aldrig været noget problem. Der var bare ikke nogen, der vidste, hvad de skulle sige eller gøre.

”Jeg følte ikke, at mine klassekammerater vidste, hvordan de skulle tale med mig, når der var noget galt. Jeg var meget åben omkring, at jeg havde det skidt, og det tror jeg afskrækkede folk fra at gøre noget ved det,” siger Camilla Jørgensen.

Ensom online

Heller ikke derhjemme var følelsen af ensomhed let at komme af med. Også selvom Camilla Jørgensen havde masser af venner på nettet, som hun dagligt skrev med. Men lige så snart at vennerne måtte lukke computeren om aftenen for at gå i seng, blev hun igen ramt af at føle sig ensom.

”For hver person, jeg skrev med, og som gik i seng, var det som om, at der var et greb om min hals, der blev strammet mere og mere. Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt. Det var en fysisk kvælende fornemmelse, som om jeg var blevet puttet ind i en lillebitte boks, som skrumpede mere og mere for hver person, der forlod mig,” siger Camilla Jørgensen.

Følelsen af ensomheden sidder som et ar på kroppen

Julie Larsen husker også, at hun blev holdt udenfor i gymnastiktimerne tilbage i folkeskolen. Dén følelse nager hende i dag og sidder som et ar på kroppen.

”Jeg måtte aldrig være med til fodbold. Jeg husker tydeligt, at jeg kom ind på banen, men straks blev jeg skubbet ud af banen, fordi jeg ikke måtte være med,” siger Julie Larsen. Hun får tårer i øjnene, mens hun fortsætter:

”Jeg blev rigtig ked af det, og efterfølgende pjækkede jeg fra gymnastiktimerne. Lige fra den episode gik det nedad bakke, og jeg følte mig mere og mere alene. Episoden i folkeskolen rør mig stadig den dag i dag, og det gør bare så ondt indeni, når jeg tænker på dengang.”

For Julie Larsen var folkeskolen ikke et trygt sted at være, for hun vidste, at hun altid bare blev holdt udenfor. Men der var særligt ét sted på skolen, hvor hun kunne være sig selv og slippe for de andre.

”Jeg sad tit ude på toilettet. Det gjorde jeg tit, hvis jeg blev ked af det i skolen, for det var mit holdepunkt,” siger Julie Larsen.

Engang blev Julie Larsen så træt af sin ensomhed, at hun var på grænsen til at tage sit eget liv.

”En dag kom jeg hjem fra skole og overvejede, om jeg enten skulle sluge nogle piller eller finde en kniv. Jeg blev mobbet hver dag, og det gjorde, at jeg til sidst tænkte, at det hele kunne være lige meget, og at jeg hellere ville dø. Men heldigvis stoppede min mor mig i at gøre det,” siger Julie Larsen.

Ensomhedsfølelsen kan stadig komme snigende i dag

I dag har både Julie Larsen og Camilla Jørgensen det godt, selvom de nogle gange stadig kæmper med ensomheden. Camilla Jørgensen bor i dag i en ungdomsbolig, hvor hun efter at være flyttet fra opholdsstedet, blev tilknyttet et efterværn. Men nu er hun ikke længere tilknyttet efterværnet, og det kan godt føles overvældende og til tider ensomt.

”Det kan godt føles meget overvældende pludselig at stå på helt egne ben. Nogle gange kan jeg føle mig som Palle alene i verden. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg er lidt af en enspænder, og at jeg sagtens kan overleve uden at have mennesker omkring mig,” siger Camilla Jørgensen.

Julie Larsen bor i dag også i en ungdomsbolig med tre veninder, som hun har det godt sammen med. Men til tider kan det også føles som en stor omvæltning for hende.

”Jeg føler mig ikke så ensom nu, for jeg har fået nogle veninder, som jeg kan tale med om alting. Det er en stor omvæltning for mig, for jeg troede ikke, at jeg ville kunne få nogle veninder,” siger Julie Larsen og fortæller, at det har hjulpet hende meget at tale med nogle i headspace Rødovre. Hun fortsætter:

”Hos headspace taler vi om tingene. Da jeg startede i headspace, var jeg meget krumbøjet og lukket, og efterhånden blev jeg mere åben og glad. Jeg er ikke den triste pige mere.”

Camilla Jørgensen har også gået i headspace for at tale om sin ensomhed, hvor hun også har lært at åbne sig overfor andre.

”Da jeg talte med headspace Roskilde for første gang, var det der, hvor jeg udviklede mig mest. For mig føltes det helt naturligt at tale med dem om min ensomhed, for det var noget helt andet, end hvad jeg har prøvet før. Det var meget mere nede på jorden og en almindelig samtale,” siger Camilla Jørgensen.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt”

Hvis Julie Larsen kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den triste og krumbøjede pige, der i sjette klasse blev mødt af drengenes mobberi til at finde en at tale med om det at blive holdt udenfor. Om det altid at stå alene.

Det er også noget, som hun vil råde andre, der kæmper med ensomhed, til at gøre.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt og helst en, som man synes, man har det godt med – for eksempel headspace. Headspace er et rigtig trygt sted at komme, og de er der altid for en. Lad være med at gå med det alene, for det ødelægger din hverdag,” siger Julie Larsen, der har endnu to råd, hun vil give andre, og som hjalp hende selv i en svær periode:

”Gå ind og læs med, når der bliver delt nogle historier på Facebook fra andre unge, der føler sig ensomme. For eksempel ”Smilet”, som Patrick Cakirli og resten af Folkebevægelsen mod Ensomhed, der gik fra Aarhus til København, har oprettet. Eller tag med til et arrangement som speedfriending, hvor man taler med andre unge, der også føler sig ensomme.”

LÆS OGSÅ: 400.000 SKRIDT I KAMPEN MOD ENSOMHED

Camilla Jørgensen er enig med Julie Larsen i, at det er vigtigt, at man finder en at råbe højt om sin ensomhed til.

”Fortæl én om din ensomhed. Det er ligegyldigt, hvem det er. Dét at få lov til at sætte ord på sin ensomhed er første skridt til at finde en løsning på at få det bedre. Der vil altid være en eller anden et sted, der gerne vil lytte til dig og hjælpe dig,” siger Camilla Jørgensen.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København