Kunsten at sige “stop”

Det er slutningen af november måned, og for mange unge betyder det, at eksamen er lige om hjørnet. En af de unge, der kan mærke presset stige, og at nerverne langsomt bevæger sig ind under tøjet, er 23-årige Rikke, der læser beklædningsdesign i København, og hun er netop gået i gang med sit eksamensprojekt, der tager alt hendes tid.

”Jeg synes, at eksamensperioden er stressende, fordi der er mange ting, man skal nå. Det, der er ved min uddannelse, er, at jeg aldrig rigtig kan blive færdig, før jeg har været til eksamen. Der kommer aldrig til at være en dag, hvor jeg kan sidde to dage før eksamen og føle, at jeg har styr på det, og bruge tiden på at øve hele mit projekt igennem. Der vil altid være noget, som jeg kan lave videre på – der er altid en syning, der kan laves om eller der er altid en ekstra top, som jeg lige kan lave.”

Og sådan er det hver gang, at Rikke skal til eksamen og levere sine kreationer. For Rikke er det især vigtigt, at hendes eksamensperiode ikke forløber som sidste gang med alt for lange dage i streg på studiet. Der er særligt én dag under den eksamensperiode, som Rikke husker tilbage til, hvor hun oplevede, at hendes krop sagde ”stop!”

Jagten efter det rigtige udtryk, det rigtige snit og den rigtige detalje fylder meget, hver gang Rikke går i gang med et projekt. Perfektionistisme, der er kravlet helt ud i fingerspidserne, gør, at hun af og til sakker bagud og har svært ved at holde sin plan. Minutterne bliver til timer og timerne blev til dage, hvor hun sad i døgndrift og kæmpede for at færdiggøre sit projekt.

”Jeg er meget perfektionistisk, og i forhold til mange andre på mit studie er jeg ikke så struktureret, så er jeg rigtig dårlig til at arbejde effektivt. Jeg arbejder meget langsomt, og jeg kan tit sidde fast i en detalje i flere timer, men hvor man i virkeligheden skal tænke lidt mere tidsøkonomisk og springe det over. Det er en gave i rigtig mange tilfælde, men det er virkelig også et kæmpe benspænd. Jeg endte med at have nogle virkelig lange dage, men det havde jeg ikke tænkt så meget over til at starte med – og når du har haft det i rigtig mange dage i træk, så siger din krop fra,” uddyber Rikke.

Det hele kulminerede, dagen inden hun skulle afholde et photoshoot med sine tøjmodeller. Med tårer i øjnene og en voksende lyst til at droppe hele eksamen, sad hun alene tilbage. Hendes krop føltes som om, at den faldt fuldstændig sammen under hende. Rikke fik det rigtig skidt, og hun så ingen anden udvej end at få sin mor til at hjælpe hende med projektet natten op til photoshootet.

”Det, der skete var, at min krop ligesom sagde, at jeg hverken kunne arbejde eller sove. Så da min mor og jeg prøvede at arbejde, så blev jeg så sentimental, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg kunne ikke overskue noget, og da min mor foreslog, at vi skulle tage hjem, så sagde jeg, at det havde vi ikke tid til. Så der var ligesom ikke nogle muligheder – jeg stod i en situation, hvor jeg ikke kunne tage nogle beslutninger. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget,” fortæller Rikke.

Til sidst besluttede hun sig for at tage hjem for at sove i et par timer, og da gik det op for Rikke, at projektet ikke var vigtigere, end at photoshootet kunne rykkes til næste dag. For Rikke føles det pinligt at tænke tilbage på, hvor skrøbelig hun var. Hun kunne selvfølgelig ”bare” have rykket det meget tidligere i projektet, men dengang havde hun set sig blind på deadlines, draperinger og dårlige døgnrytmer.

”Når jeg tænker tilbage på den eksamensperiode, så bliver jeg meget flov, fordi jeg kørte mig selv så langt ud. Jeg er flov over, at jeg fik inddraget min mor. Alle de andre kunne godt klare det hele selv. Og så er ærgerlig over, at jeg har brugt så meget tid og så mange kræfter på den eksamen,” beskriver Rikke.

Presset er et tabu

Rikke har oplevet, at der er et stort tabu omkring det arbejdspres, som hun og flere af hendes medstuderende oplever på studiet. Da hun kom længere og længere bagud med sit eksamensprojekt – og derfor måtte se sig nødsaget til at aflyse blandt andet sit photoshoot, havde hun rigtigt svært ved at tale med sine medstuderende om det, da hun nemlig ikke var alene om at mærke presset. Dette på trods af, at Rikke til daglig kan tale med sine medstuderende om alt.

”Men hvorfor er det så svært – jeg ved godt, at niveauet er højt, men mine forventninger til mig selv gør, at det bliver svært at følge med.”

Og Rikke har følt det som et nederlag, at hun var på renden af sammenbrud, og at hun havde svært ved at håndtere presset.

Forventningernes balance

Eksamensperioden er selvfølgelig også lig med spændende og sjove projekter, men det er også en balancegang, hvor det handler om at tøjle forventningerne, så de ikke spiller en for stor rolle.

”Ved mit sidste projekt havde jeg så høje forventninger til mig selv, fordi det ikke var gået specielt godt til nogle af mine andre eksaminer. Jeg følte, at nu skulle jeg virkelig oppe mig, nu skulle jeg bare gøre det meget bedre end sidst. Allerede fra start af var mine forventninger og krav til mig selv alt for høje, og jeg kunne på ingen måde leve op til dem med mine kompetencer indtil videre. Derfor endte jeg med et projekt, hvor jeg havde brug for at få hjælp til alle mulige ting, fordi jeg ligesom havde sat forventningerne meget højere op, end hvad jeg egentlig kunne håndtere,” fortæller Rikke.

Men det er ikke kun sine egne forestillinger om, de resultater, man drømmer om, der fylder noget. For Rikke var det lige så meget omverdenens forventninger, der påvirkede hende. Hun er en blandt 16 studerende, der årligt bliver optaget på hendes studie. Derfor føler hun også, at der var et niveau, som hun skal leve op til, da hun kom igennem nåleøjet.

Råd til sig selv og andre

Alle de forventninger og hvorfor man har dem, er vigtigt at være bevidst om, og så har Rikke også lært, at det er super vigtigt at prioritere den tid, man har til rådighed under eksamen. For man kan godt blive en dygtig designer eller ”en dygtig alt mulig andet”, uden at bruge alt sin tid på at studere.

”Du kan ikke nå alt, så hvis du ligesom ikke kan finde ud af at prioritere, så kan du ende med at sidde rigtig mange aftener og til mange sociale sammenkomster, hvor du ikke kan tænke på andet end din eksamen. Og det kommer der ikke noget godt ud af, fordi du bliver endnu mere effektiv og kreativ, når du kommer ud og får et boost af at lave noget andet, være sammen med venner og familie og ikke tænke på ens eksamen,” konkluderer Rikke og tilføjer:

”Hvis du siger, at du for eksempel skal nå at skrive noget en dag og noget andet en anden dag, og du ikke når det, så prioritér. Hvis jeg ikke når det, som jeg skulle, og jeg ikke kan putte det ind andre steder, så skal jeg bytte det ud med noget andet, der er vigtigere. Og så må jeg ligesom gå på kompromis med det, fordi alt kan ikke være perfekt.”

”Jeg tror, det handler om, at man skal lære at hæve sig over sig selv og kigge ned og have et overblik. Det tror jeg, er det bedste råd – jeg er nået frem til, at det er vigtigt at have et overblik over, hvor du er i din proces, så man ligesom kører på den samme linje hele vejen, og ikke pludselig ender ud i, at man sidder dag og nat og bryder sammen, fordi der er så meget pres på en. Oftest er det dig selv, der opbygger det pres, så der ingen grund til at knække nakken på grund af det.”

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København