Eftersom vi nu har afsluttet august måned og dermed har afsluttet sommeren 2020, giver det os mulighed for at kigge og tænke tilbage på sommeren, der gik. Hvis det overhovedet er nødvendigt at efterrationalisere på sommeren? Men det vil jeg mene det er, fordi årets sommer på mange måder har været anderledes og ugenkendelig.

Sommeren 2020 har føltes så anderledes og ændret, at det kan være svært overhovedet at tale om et gensyn med sommeren, som vi kender den. Covid-19 pandemien har vendt op og ned på vores hverdag – også i sommerperioden. Langt de fleste associerer sommermånederne med frihed og muligheder, men denne sommer har vi måtte tage til takke med en langt mere begrænset sommer – der i bedste fald indbød os til at holde sommerferie i vores eget land.

Har sommeren dermed være forspildt? Sommeren har måske været oplevet som værende ringere i år end sidste år og året før det. Sommeren 2020 bragte dog også nye muligheder og en frihed, som vi blot skulle bruge lidt mere tid på at finde frem til og erfare.

Sommerperioden består af nydelse og udfoldelse, hvilket vi også i år har haft mulighed for. Vi har blot skulle holde os inden for de principielle rammer, som de er blevet defineret af Covid-19. Vi har måttet erkende, acceptere og leve med disse rammer, hvilket har været nemmere sagt end gjort.

Vi er mange, der anskuer sommeren, som vores absolutte favoritårstid – en årstid, som vi ser frem til gennem de kolde vintermåneder og flår os ud i natur- og byliv, lige så snart temperaturen tillader det.

Med sommeren kommer det obligatoriske isspiseri, jagten efter perfekte oplevelser, rejser til udlandet, og selvfølgelig skal grillen findes frem. Det er ganske enkelt ikke sært, at vi holder så meget af sommeren, og netop derfor har dette års sommer været en bitter pille at sluge.

Hvordan gik det så?

Når vi så tænker tilbage på sommeren 2020, husker vi den så som skuffende? Eller er der tale om noget helt andet? Har vi idealiseret sommeren som sådan?

Slår man ordet ’ideal’ op, betyder det at man opfatter noget som perfekt, og noget man vil stræbe efter. Et klassisk ideal for sommeren kunne være rejsen til udlandet – for at få den perfekte oplevelse der konstituerer det perfekte liv. For rigtig mange er udenlandsrejsen blevet en sommer nødvendighed.

Den helt åbenlyse fare ved det ovenstående er, at den idealiserede sommer bliver ’den nye normal.’ Altså, at vi altid skal gøre det samme som vores omgangskreds, at ALLE somre er lig med udenlandsrejser til spændende kulturelle, kulinariske og frodige områder, og kan vi ikke det er sommeren spildt. Dermed har vi ikke plads i vores hoveder til at rumme en sommer, som den vi har haft i år.

Forstå mig ret. Jeg synes også, at rejser til udlandet er godt for sjælen, men det må bare ikke få os til at se apatisk på sommeren 2020. Vi må acceptere, erkende og sætte pris, at vi godt kan have en forrygende sommer, også inde for rammerne af covid-19.

Det hele afhænger af os selv og vores tanker. Hvis vi blot kan bearbejde vores tanker, og ændre vores syn på sommeren, ser vi bedre mulighederne og friheden. Vi kan få lige præcis den sommer, som vi har lyst til. Det starter med os selv.

Lykke – et abstrakt begreb

På mange måder hænger vores stræben efter den ideelle sommer sammen med vores stræben efter lykke. ’Lykke’ er et abstrakt og uopnåelig begreb, som de færreste fuldt ud forstår. Bent Meier Sørensen har beskrevet nutidens brug af lykke i en artikel i Berlingske.

Han skriver, at man i dag har det med kun at tale om lykke, når man kan stoppe ordet ’pille’ bagved eller et ’u’ foran. Hvis denne beskrivelse skal stå til troende, mangler vi fortsat at finde ud af, hvordan vi bliver lykkelige.

Når vi stræber efter et ideal, fx en udlandsrejse, bliver vi forledt til at tro, at vi higer efter lykken, og det gør os blinde over for det, der ligger lige for vores fødder. For eksempel har vi denne sommer kunnet besøge Danmarks naturskønne øer og byer. Vi har kunnet grille, spise is, bade, sole os, gå ture, dyrke motion, være sammen med venner og familie og alt muligt andet.

Man kan føle sig begrænset, men sandheden er, at verden aldrig har været så fuld af muligheder, det det gælder blot  om at finde frem til dem, og ikke lade sig forblinde af idealiserede tankestrømme, der overskygger alle mulighederne. Det er blot at turde springe ud i det.

Sommeren er nu snart forbi, men frygt ikke, der venter en ny sommer på den anden side af årsskiftet. Så i stedet for at frygte, at den næste sommer bliver kedelig, burde vi måske prøve at blive bevidste om vores egne idealer og gøre op med dem.

Vi må gøre op med idealerne, så de ikke overskygger alle de muligheder og friheder, som sommeren år efter år giver os, og som vi skal udnytte.

Blogindlægget er skrevet af Mikkel, der er blogfrivillig i headspace. 

”Vi må stå sammen – hver for sig” er nok tidens mest velkendte frase. Ordene stammer fra Mette Frederiksens utallige pressemøder, hvor hun på solidarisk vis prøver at videregive styrke og håb til den danske befolkning. Budskabet er en del af en større strategi, der har til formål at mindske coronavirussens smitteomgang, men budskabet vidner også om noget andet – nemlig håbet om at genåbne landet og derigennem nå tilbage til det samfund, vi kender.

Men kan sidstnævnte overhovedet blive en realitet? Mette Frederiksen har gentagende gange udtalt sig om Danmarks fremtid, og gentagende gange har hun ikke beskrevet en genforening med det samfund, vi forlod – tværtimod. Frederiksen har gennemgående sagt, at Danmark vil imødegå et nyt samfund, der på mange måder ikke vil ligne sig selv.

Et forandret Danmark. Hvad vil egentlig forandre sig? Vil forandringerne have en decideret betydning for det individuelle menneske? Og bør man være bekymret for fremtiden?

Disse tanker har Morten på 21 år spekuleret i, og jeg har for nyligt bedt ham om at dele hans tankeverden med mig.

”Jeg synes ærlig talt, at det er lidt svært at finde hoved og hale i, hvad Mette Frederiksen mener med et forandret Danmark – for hvad er det? Jeg kan ikke helt se, hvor de specifikke forandringer vil forekomme,” forklarer Morten, mens vi har sat os til rette i Frederiksberg Have på en nydelig solskinsdag.

Han fortsætter: ”På den ene side mener jeg, at det er uhyre vigtigt, at Mette Frederiksen påtaler det her og dermed klæder os på til næste etape, som vil være genåbningen af Danmark. Men på den anden side, synes jeg implicit, at der bliver skabt en masse ubesvarede spørgsmål, som kan virke ubetryggende og måske endda skræmmende for den danske befolkning.”

Morten er utryg ved fremtidens Danmark, og det værende til trods for, at han har været heldigere end så mange andre i forhold til coronavirussen. Dette er han velvidende omkring og er derfor heller ikke sen til selv at påpege det. Han har hverken mistet familie, venner eller beskæftigelse, og alligevel føler han sig en anelse beklemt, når han tænker på, hvad fremtiden vil bringe.

”Jeg bliver da lidt utryg ved tanken, om hvad der nu skal ske. Der er sikkert mange unge, der tænker over den ukendte fremtid og overvejer, hvordan ens eget liv måske kan komme i klemme. Personligt tænker jeg ofte over det i henhold til mit studie, og hvordan jobmulighederne vil se ud, når landet åbner op igen.”

Morten bekymrer sig hovedsageligt for sin uddannelse samt hans snarlige indtræden på arbejdsmarkedet. Når han er i skole, så sidder han ikke længere skulder til skulder med sine medstuderende, men i stedet bag en computerskærm hvor han prøver at få skrevet sin bacheloropgave. Skolegangen har ændret sig markant igennem den seneste tid, og hvorfor skulle det fremtidige arbejdsmarked ikke også gøre det?

”Jeg bemærker primært mine bekymringer, når jeg er tvunget til at sidde derhjemme og holde gruppemøder over computeren. Altså vi får det selvfølgelig til at fungere, men det er bestemt ikke det samme som før. Jeg snakker tit med mine medstuderende, om hvordan fremtidens jobmuligheder vil se ud. Vil det blive svært at finde mig et arbejde? Når disse tanker strejfer mig, så får jeg en uro i kroppen, hvilket jeg ikke synes er specielt behageligt, og det kan nok bedst sammenlignes med den følelse man får, når man skal til mundtlig eksamen eller sådan noget.”

Morten er i gang med at studere til fysioterapeut og har i den forbindelse lært om psykiske sårbarheder, såsom stress og angst. Og med udgangspunkt i det, mener han, at Danmark på mange måder kan tage ved lære af den nuværende undtagelsestid.

”Hvis man skulle prøve at se det positive i det negative, så mener jeg, at coronatiden har givet os en tiltrængt pause. Normalt tales der om det her famøse hamsterhjul, hvor mennesker oplever en alt for travl hverdag, hvilket kan resultere i diverse belastninger på livet. Nedlukningen af samfundet gav os lige pludselig langt mere tid for hænderne, som vi kunne bruge på andet end job og skole. Det er denne form for tid, jeg håber, at så mange som muligt husker at prioritere fremadrettet.

Og netop dette aspekt har Morten med i sine forhåbninger om et genåbnet dansk samfund.

”Jeg håber, at vi for fremtiden kan blive bedre til at skelne mellem arbejdstid og fritid. Alt handler ikke kun om skole, arbejde og penge, og jeg synes, at kvalitetstid med familien er noget af det vigtigste. Så dét er helt sikkert nogle værdier, som jeg vil tage med mig ud på den anden side.”

Hvornår vi møder den anden side af den her coronakrise, vides ikke med sikkerhed. Og det er endnu ukendt, hvordan Danmark vil se ud, når landet på et tidspunkt genåbner. Morten kender ikke til den nærkommende fremtid, og det kan forekomme ham både ubehageligt og skræmmende. Men Morten ved dog én ting.

Hvis vi kan tage ved lære af den nuværende tid, hvor hverdagen både er nedlukket og forandret, så vil genforeningen med et forandret Danmark måske ikke være så slemt, som det lyder, og fremtiden vil muligvis se lysere ud end først antaget.

Blogindlægget er skrevet af Mikkel, der er blogfrivillig i headspace. 

Da jeg startede i praktik på headspaces sekretariat i slutningen af januar, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg efter godt og vel halvanden måned skulle fortsætte min praktik hjemmefra. Jeg ville jo netop i praktik for at få både arbejdserfaring og afveksling fra de sidste næsten fem års studier, hvoraf en god portion af tiden er blevet brugt på læsning og opgaveskrivning på mit kollegieværelse.

Jeg fik en anden struktur og rytme ind i min hverdag, og det var tiltrængt efter mange år med skiftende undervisningsskemaer. Det var også rigtig rart at have en følelse af, at man på forskellige måder var med til at bidrage til noget større og noget vigtigt.

Jeg bidrager stadig, selvom jeg arbejder hjemme, men det er bare ikke helt det samme, når man ikke længere møder fysisk på arbejde hver dag. Jeg har ikke mulighed for at tale med mine søde og engagerede kollegaer, som jeg jo næsten kun lige havde lært at kende. I hvert fald ikke ansigt til ansigt.

Nu har jeg arbejdet hjemmefra i over en måned, og jeg har selvfølgelig vænnet mig mere til situationen, men fordi jeg kun er i praktik i fem måneder, så føles de sidste fem uger som meget lang tid. Jeg kan godt ærgre mig over, at den her epidemi skulle ramme Danmark lige præcis nu, men det ændrer ikke på noget, og det hjælper heller ikke på min situation. Jeg prøver i stedet at lære så meget som overhovedet muligt, både af min praktik og af hele situationen.

Jeg bor i København på et lille kollegieværelse med fælleskøkken og tretten medkollegianere. Derfor har det også været med forsigtighed og en lille smule bekymring, at jeg hver dag bevæger mig ud i køkkenet for at lave mad til mig selv. Alligevel er det dejligt med naboer, som både er mine gode venner og også føles lidt som familie. Jeg ved, at jeg aldrig er alene. Vi kan ikke undgå at være tæt på hinanden, når vi deler køkken, så jeg har ofte gået og tænkt på, om hele min gang mon bliver smittet på et tidspunkt. Vi er ikke ramt endnu. Heldigvis. Og vi gør rent og spritter af efter alle kunstens regler.

Min hjemmearbejdsplads er rigtig hyggelig, men det kan også hurtigt blive trangt, især fordi min kæreste har boet hos mig de sidste mange uger. Der er ikke særlig meget plads at bevæge sig rundt på, så vi kan godt gå hinanden på nerverne i ny og næ, men jeg er meget glad for at have ham at dele det hele med. Han tager stadig på arbejde hver dag, så jeg kan til tider godt føle mig fanget herhjemme. Dagene kommer hurtigt til at flyde sammen og føles meget ens.

København virker pludselig for lille og for stor på samme tid, når bygningerne står tæt og tårner sig op, og der er langt til åbne vidder og vild natur. Jeg har brug for mere luft omkring mig. Jeg forsøger at komme udenfor hver dag, så jeg kan mærke blæsten i håret og solen på mine kinder. Mit humør bliver påvirket, hvis jeg har været indenfor en hel dag – uden så meget som en cykeltur til og fra arbejde. Jeg har ofte siddet og iagttaget folk, der cykler, løber og går i det gode vejr, og så er det ikke altid lige sjovt at arbejde hjemme. Jeg bliver rastløs.

Rastløsheden har betydet, at jeg endelig har kridtet løbeskoene igen efter et halvt års pause. Så lidt godt er der da kommet ud af kombinationen af hjemmearbejde og kollegieliv. Jeg løber med min bror i Kalvebod Fælled, hvor der trods alt er åbne vidder. Vi skulle egentlig have deltaget i et trailløb i de schweiziske Alper til sommer, men det bliver højst sandsynligt aflyst.

Jeg prøver at passe bedre på mig selv, både fysisk og mentalt. Jeg laver god mad, bevæger mig og giver plads til mine tanker og følelser. Nogle dage er jeg glad, håbefuld og optimistisk. Andre dage er jeg trist og bekymret. Jeg savner, længes og mindes. Men jeg er også taknemmelig. Der skal være plads til det hele.

Jeg er begyndt at tegne og male lidt igen. Og jeg ser faktisk ikke så meget Netflix, som man måske skulle tro. Mine dage går mest med arbejde, frisk luft, mad og søvn. Jeg er mere tålmodig med mig selv og mine omgivelser. Jeg prøver at nyde de små ting i hverdagen.

Derfor havde jeg virkelig brug for luftforandring, da påsken ramte. Så jeg tog på besøg hos mine forældre i Jylland. Den ene har en have og den anden en altan, så der følte jeg, at jeg kunne trække vejret dybt igen. Selvom det ikke var uden betænkeligheder, at jeg besluttede at tage afsted, så kunne jeg med det samme mærke, at det var det helt rigtige for mig. Jeg fik meget mere plads at boltre mig på end mine atten kvadratmeter derhjemme.

Det var befriende og gjorde underværker for humøret og motivationen at komme væk fra de samme omgivelser. Det gav mig et tiltrængt pusterum at få hverdagen lidt på afstand, og jeg havde mere energi, da jeg kom hjem igen.

Jeg har fået mere ro på, og jeg har ikke så travlt med at nå det hele på én gang. Jeg skal nok nå det, der skal nås.

Blogindlægget er skrevet af Louise, der er kommunikationspraktikant på headspaces sekretariat. 

Jeg har altid brugt ordet ”stress”, men da jeg fik diagnosen stress, må jeg indrømme, at alle de gange, jeg har sagt ”Jeg tror snart, jeg får stress” slet ikke kan måle sig med den stress, man får som diagnose. Denne stress var ubarmhjertig og ubærlig.

En rysten, en koldsved, en trykken om halsen, en opkastfølelse. En hjertebanken, der ville kunne måles flere kilometer væk på Richterskalaen. En hjerne, som stemplede ud. En hukommelse, der svigtede. En nat uden søvn, en morgen med tankemylder og uro i hele kroppen. En social svækkelse, en pludselig besvær ift. at kommunikere, se andre i øjnene, være intern, sjov og finde overskud. Alt føltes pludseligt helt ekstremt svært, grænseoverskridende, angstfremkaldende og uoverskueligt.

Al energi blev brugt på at holde en facade på arbejde og i privaten. En kamp for ikke at bryde sammen. Jeg begyndte at bruge mere tid på personaletoilettet for at slippe væk og bare trække vejret nogenlunde dybt. Jeg kiggede flere gange på uret i håbet om, at arbejdsdagen snart sluttede.
Når jeg fik fri, skulle jeg bare direkte hjem. Gerne en vej uden for mange mennesker.

Jeg kunne ikke overskue at tage bussen mere. Jeg begyndte at cykle små omveje for at slippe for menneskerne. Hurtigt hjem, i seng. Men sengen var heller ikke et helle. I sengen fik bekymringstankerne frit løb.

Jeg blev ved i flere uger. Som et hamster i et hjul. Jeg kendte ikke til de såkaldte ”faresignaler”.

En dag blev jeg overtalt til at søge læge. Lægen var ikke et nanosekund i tvivl. Jeg havde fået stress. Efter lægens udmelding sendte jeg min opsigelse afsted til arbejdet.

Et nederlag, en skam, en skyld og en usikkerhed på mit værd strømmede over mig. Realiteten var, at jeg ikke fysisk havde brækket et ben, men psykisk havde ”brækket” hjernen.

Jeg gik fra at være 25 år, selvstændig, have fuldtidsjob, fast indtægt, selvtillid og solide grundlag til at føle mig som et barn eller som en luddoven teenager; uselvstændig, usikker, uden job, uden fast indtægt, uden solide grundlag og med dalende selvværd og selvtillid.

Fra at kunne klare alt selv til at skulle have hjælp og bede om hjælp til selv det mest basale. Jeg var pludselig ude af stand til at børste mine tænder, at vaske mine hænder, barbere mine ben og intime steder, som man jo som 25-årig kvinde gerne vil holde soignerede.

Jeg var pludselig ikke i stand til at tage vare på mig selv. Det føltes som en berøvelse af min person og min frihed.

Min utålmodighed var gennemtrængende. Jeg hungrede efter et quick fix; en pille, der fik det hele til at gå væk. Men det var nærmest umuligt at finde. “Giv det tid, og erkend, at du er syg,” sagde de kloge hoveder, og jeg tænkte med en overvægt af sarkasme “Gud hvor nemt, hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det?”.

Skoven var mit pusterum, men også en tidslomme og forestilling om, at når jeg var her, var der intet, der kunne stresse mig. Men turen i skoven kunne jo umuligt fortsætte – jeg skulle jo tilbage til hverdagen. E-boksen med eventuelle henvisninger, opkald til akut psykiatrisk afdeling og vasketøjet, der skulle tages ned, inden regnen kom. Naturen og den friske luft gav mig et ansigtsløft. Men så snart jeg var hjemme igen, faldt det hele sammen.

Det var noget af en omvæltning at skulle erkende, at jeg virkelig var syg. Jeg kunne ikke sætte høretelefoner i og lytte til musik, trykke på Netflix-knappen og se en serie, tænde natlampen og læse en bog eller sludre med en ven. Aktiviteter, som jeg før kunne nyde, føltes nu som åndenødsagtige, store bjerge, der skulle bestiges. Intet var som før, og det gjorde mig bange.

Hver dag vågnede jeg op med en trang; en rejsetrang. Et ønske om en envejsbillet til Langtbortistan. Væk, bare væk og aldrig se mig tilbage. “Jeg vil væk, jeg vil ikke mere, jeg vil ud!”.

Rejsetrangen var tanken om at være ansvarsfri. Fri for at se folk, lave aftaler, overholde aftaler, møder med offentlige instanser, fri for at svare på en helvedes masse spørgsmål, om hvordan jeg havde det. Alt omkring mig virkede bare som et bombet lokum, som et oprydningsarbejde af Distortion-lignende karakter. Det som plejede at være let, svævende og rosenrødt var nu tungt, dalende og gråt.

Indlægget er skrevet af Josefine, der er blogfrivillig i headspace – og som i dag heldigvis er kommet sig over sin stress.

Juletiden i december går på hæld, og de to sidste vintermåneder, januar og februar, melder hurtigt deres ankomst. Temperaturerne er lave, og det er mørkt, fra du står op, til du går i seng. Din søgehistorik består primært af, ”Hvor er der varmt i januar?”, og du har måske mest af alt blot lyst til at krybe under dynen og først vågne igen til foråret. Heldigvis lider du ikke længere af influenza, men desværre har en noget mere alvorlig diagnose ramt dig; nemlig rejsefeberen. Slår du det op i den danske ordbog, får du følgende betegnelse: ”Stærk trang til at komme ud at rejse.”

Et par stykker af dine venner og veninder har måske allerede postet de første billeder på Facebook og Instagram af kridhvide sandstrande, hængekøjer, havskildpadder, dykkerture og diverse adrenalin-oplevelser. Det kribler i dig, og du kan næsten ikke vente til, at det bliver din tur. Desværre tillader opsparingen ikke helt endnu, at du kan forlade sabbatårs-jobbet og begive dig ud på din drømmerejse.

Men jeg vil i dette blogindlæg give jer et indblik i, hvordan man får sit livs rejse, selvom alt ikke går som planlagt.

Inden jeg drog afsted på min rejse, var jeg nervøs for, om jeg ville få knyttet venskaber til de andre deltagere på holdet, om jeg ville få hjemve og om rejsen ville leve op til alle mine forventninger. På den ene side tænkte jeg: Yes! Drømmerejsen er booket! Der er sat et stort kryds i kalenderen, og jeg ved præcis hvor mange dage, der er til, at mit eventyr begynder! På den anden side opstod der midt i al glæden en række andre tanker og spekulationer: For hvad nu hvis min tur ikke går som planlagt, hvad nu hvis jeg ikke får nogle veninder og er det her nu også den rigtige beslutning? Det føltes som om, at spændingen forvandlede sig til nervøsitet, og jeg havde hjemve, før jeg overhovedet stod i lufthavnen. Heldigvis blev mine bange anelser hurtigt gjort til skamme. Lige efter afskeden med min familie i Kastrup Lufthavn, kom flere af deltagerne fra mit rejsehold og gav mig et stort kram. Her blev jeg klar over, at vi alle delte de samme sommerfugle i maven, de samme bekymringer og ’hvad-nu-hvis’er’. Fra dét øjeblik og 3 måneder frem havde vi deltagere kun hinanden at læne os opad.

Den første destination på vores rejse var New Zealand. Efter små to uger ankom vi til hovedstaden, Queenstown. Her ventede os et 3-ugers undervisningsforløb i Kommunikation & Personlig Udvikling. Undervisningsforløbet lå i starten af rejsen. Undervisningsforløbet lå på et tidspunkt, hvor jeg personligt havde mest brug for det. Få uger inde i rejsen havnede jeg i en situation, hvor jeg havde brug for al den hjælp, som jeg overhovedet kunne få. Min daværende kæreste gjorde det nemlig forbi, imens vi var i Queenstown, 18.000 kilometer væk hjemmefra. Det føltes uvirkeligt. Jeg sank sammen på gulvet inde på mit hostel-værelse. Det gjorde ondt overalt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg følte mig hjælpeløs, lammet, alene og tusindevis af bekymringer skyllede ind over mig: Hvordan fortæller jeg det til min familie? Hvordan kommer jeg igennem de næste 3 måneder? Vil jeg grine og smile oprigtigt igen på denne tur? Hvad skal der ske, når jeg kommer hjem til Danmark? Hvordan rejser jeg mig overhovedet fra det her gulv igen og åbner døren? Men det nyttede ikke noget at dvæle ved uretfærdigheden, og jeg var nødsaget til at tage ejerskab over det. Jeg besluttede derfor hurtigt, at bruddet hverken skulle ødelægge eller definere min rejse, for jeg havde set frem til lige netop disse tre måneder utrolig længe, og jeg var fast besluttet på, at få så meget ud af dem, som overhovedet muligt.

Min situation betød, at mine medrejsende, undervisere, rejseleder og jeg kom utrolig tæt på hinanden. Lige efter bruddet føltes det som om, at jeg ikke kunne trække mit vejr helt ned i maven, og det hjalp enormt meget at dele mine følelser, tanker og bekymringer med de andre på holdet. Undervisningsforløbet dannede altså rammerne for et trygt rum, hvor jeg frit kunne dele ud af mig selv, og jeg vidste, at der øjeblikkeligt ville være tredive andre til at gribe mig.

Jeg havde bestemt ikke forudset, at jeg skulle bruge tid og energi på at håndtere kærestesorger på min rejse, men at komme videre fra så svær en situation på den anden side af jorden har utvivlsomt lært mig at stå på egne ben. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre kur mod kærestesorger end at tage del i et inspirerende og spændende undervisningsforløb målrettet personlig udvikling, hygge med fantastiske venner og veninder og tale med en sød og forstående rejseleder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at tre måneder ville gå så hurtigt, og før vi vidste af det, var vi retur mod Danmark.

Vores rejse var nået til vejs ende, og at vi nu skulle gå hvert til sit efter tre intense måneder sammen. Jeg fik øje på mine forældre, der løb mig i møde og omfavnede mig. Lige præcis dét kram, havde jeg ventet på i tre måneder. Mine forældre kunne tydeligt mærke, at jeg var vokset mindst 10 centimeter på rejsen, og jeg følte mig også forandret. Vores rejse havde fået de bedste sider frem i mig, og jeg vendte hjem med en større tro på egne evner og selvsikkerhed, som jeg aldrig have turdet håbe på. Jeg fik modet til at gå efter drømmestudiet, flytte til en ny by og kaste mig ud i nye udfordringer.

At rejse i mit sabbatår har lært mig at drømme stort. Ofte bliver vi bremset, når vi tænker på, hvordan skal jeg nogensinde lykkes med det? Men vi behøver ikke at kende alle de forskellige trin mod vores mål. Ingen af os kan forudse, hvilke bump vi møder på vejen, hvor vi ender i fremtiden samt hvilke muligheder, der pludselig åbner sig for os.

Dette blogindlæg er skrevet af vores kommunikationsfrivillige, Caroline.